Leg og fantasi

Min far talte ofte om at skrive en bog. Jeg bildte mig ind, at vi kunne nå det. Hvis jeg nu bare interviewede ham, kunne vi bånde det, og jeg kunne renskrive det sidenhen. Vi forsøgte. Men smerterne gjorde det svært. Eller også var vi der bare ikke. Måske var det for ambitiøst. Samtalen bliver luftig. Afbrudt. Måske er det fordi den leg, vi taler om og som har været en ledestjerne i hans liv, gemmer sig bag tunge mørke skyer af fortvivlelse og smerte. Men vi får tegnet et rids. Et rids af de intellektuelle strømme, som han var optaget af og hvordan han så for sig, at legen og fantasien kunne være det bindeled, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. 

Lige nu - midt i min egen sorg - mærker jeg nødvendigheden af fantasien. For selvom min fars hylster er væk, forestiller jeg mig, at han stadigvæk er her. Og det føles som om det er sådan. Som om han ikke helt har forladt os.